≡ Menu

De Faldne Engle og Moseloven.

De Faldne Engle og Moseloven

Er der nogle, ud over mig svagt fattende kollektivid, der nogensinde har tænkt over det helt urimelige i for en almægtig Gud, at indstifte en mængde forbud under trusler om repressalier hvor død, helvede og lidelser, at skræmme os til underdanighed, er ok og så oven i købet bagefter tilføje at det er helt i orden, hvis vi bare fortryder og tror på ham? Og så sælger han sig selv som den gode Gud der elsker os over alt på jord… Det lyder jo som en junior sælger på Internettet der lige har læst, at frygt er den største motivator, når man samler emailadresser til sit kundekartotek!

Hvad er det for en Gud der har behov for at samle tilbedere? Er han ikke almægtig? Kan han ikke bare svinge sin pegefinger, befale ondskab at ophøre og indlemme hvem han vil i sin fåreflok? Hvorfor skal vi lide? Nogle oven i købet som ind i helvede.

Alle der har studeret øjets funktion véd at vi ser verden på hovedet – ja det er faktisk det en konveks linse som denne gør for os, men hjernen bytter lige om på plus og minus og vupti bilder den os ind, at verden ikke længere vender på hovedet.

Det indre øje – sindets opfattelses mekanisme gør det samme, men her er der ikke nogen automatisk funktion til at vende billedet rigtigt. Det skal vi selv finde ud af at gøre. Linsen i dette tilfælde er vores verdensbillede, som for den allerstørste dels vedkommende udgøres af vort i den grad så ubevidste stof også kaldet Skyggen. Skyggen er den linse hvor igennem vi ser verden. På hovedet!

Og denne fejl opfattelse af verden er for næsten alle menneskers vedkommende blevet så almindelig, at vi sætter den som normaliteten, hvorud fra vi dømmer andre.

I gammel tid var det ikke ualmindeligt at folk, især profeter og den slags gik op på et bjerg og fik visioner. Og det er blevet helt almindeligt at antage, at der er tale om et helt almindeligt bjerg hvilket det måske osse var. Hvem ved om disse ting? Det er imidlertid ikke så ualmindeligt, at betragte den indre opstigning som en bjergvandring – et billede på selvudviklingsprocessen.

Næ du. Hvis der nogensinde har været en Gud på et bjerg der har udstedt befalinger, kan han umuligt have været almægtig, for da ville han ikke have behov for at fortælle os hvad vi må og ikke må. Så kunne han jo bare svinge sin tryllefinger over os og få os til at makke ret. Ik’? Der var jo osse lissom et eller andet ved skabelsen, der ikke gik helt efter planen…

Hvis der har været et sådant guddommeligt bjerg, har det nok været en pseudogud, der har stået deroppe i en flammende busk eller hvad det nu var for et trick han brugte og leget med ild. Jeg er sikker på at menneskets indre øje har fejlopfattet dette budskab fuldstændigt og hvis man korrigerer for fasevendingen i opfattelsesindtrykket, får man et par spændende muligheder ud af det. Måske var det et indre bjerg og en ægte guddommelighed. Måske er det bare en skrøne. Måske var det et ydre bjerg og og måske var det vores ærke berømte bandeleder Lou Cypher, der i sit begær efter kontrol, lod det uanalfabetiske lyn mejsle bogstaver i et par sten blokke, der må have vejet henved 30 kilo stykket! Den kære aldrende Moses må have haft en trillebør til at fragte dem i. Måske Gud gjorde dem 20 kilo lettere pr. stk. Måske de var pneumatiske og fulde af varm luft…

Eller osse var det noget helt andet…

Comments on this entry are closed.

  • Soren Egstrup 10 januar, 2011, 10:58 am

    Hvis man virkelig søger sandheden, og ikke blot ens egen tilfredsstillelse, hvis man elsker det over alle verdslige fornøjelser og gevinster, mere, endda, end glæde i sig selv, vil man være villig til at gøre den nødvendige indsats for nå den.