≡ Menu

Lucifer – Den handlekraftige.

“Giv mig en kort stund med dem, så fikser jeg lige det lille problem”, svarede Lou Cypher. 

 

Det var jeg nu meget spændt på hvordan han ville gøre og jeg skulle ikke vente længe på den indsigt. Han landede simpelthen lige ved siden af det fremmede fartøj som var en hel del mindre end Atlanta, gik op til døren, rev den brutalt af… Der lød skrig og brøl og brag og efter et øjeblik kunne jeg se at han var godt i gang med at ‘rydde op’ i det fremmede fartøj. Det var væsner af meget forskellig størrelse der var ankommet og de var meget anderledes, nærmest dyriske, de lignede en blanding af mennesker og oprejste reptiler eller fiske agtige halv mennesker, men det holdt ingen lunde Lou tilbage. Det var sgu da som ind i Helvede… Det var Fanden fløjte mig da de der Ptilianere Ari-El havde talt om og vist mig den gang i astral-USA for tre og tredive år siden…   

Lou fløj nærmest gennem rummet i bedste action movie stil og på få minutter lå samtlige fremmede i en bunke på gulvet. Og mens de lå der mere eller mindre bevidstløse, gik det op for mig at deres udseende havde ændret sig. Der var ikke meget menneskeagtigt over dem som de lå der. Der gik endnu et gys igennem mig. Det var jo dem vi havde set i Italien! På gaden hvor fru Madsen nær havde likvideret en af dem med sin gaffel. De var altså i stand til at ændre deres form på en eller anden måde. De lignede nærmest øgler eller krybdyr eller et eller andet, som de lå der… Jeg tror ikke de var døde. I hvert fald ikke alle sammen. Der var nogle der lavede ralle lyde… Og Lou brølede så det gjaldede på den halve jord.   

Hvem i Helvede tror i at jeg er? Uden at vente på svar gjorde han noget som jeg egentlig synes er ret upassende for en Gud, men som alligevel virkede som prikken over I’et netop i denne situation. Han hev simpelthen sin Guddommelige gøj frem og pissede ud over dem alle sammen, imens hans hånlige latter rungede næsten helt tilbage til Atlanta!   

Og som som en kunstner der lige har afsluttet et stort værk, gik han tilfreds og veltilpas hen til en vask eller mini fontæneagtig et eller andet og vaskede sine guddommelige hænder hvorefter han forlod slagmarken og begav sig hjem.   

De Faldne Engle

Der var dyb og inderlig tavshed i Atlantas kontrolrum indtil Lou atter tonede frem på skærmen fra sit lille fartøj og fik fortalt hvad der var sket. Atlas var helt rolig. Han kendte Lou bedre end nogen anden og deres venskab gik så langt tilbage at ingen længere kunne huske det. Det var egentlig ikke planen at Lou ville ordne situationen på stedet. Hans mening var i første omgang kun at skaffe viden om situationen, men Lou er i sandhed en handlingens mand og da han erfarede at han selv kunne håndtere situationen, var det det han valgte at gøre… 

  …oooOOOooo…    

Comments on this entry are closed.