Jeg ved ikke hvor stort et båthorn, man har lov til at være i Himalaya. Heldigvis er her ikke noget dumhedspoliti, der kommer og tester ens intelligens og kyler folk på mit niveau i dummefængsel eller udsteder dummebøder, men det ville måske være en god idé. Denne dag var vi allesammen ude på en dagslang tur i bjergene. Ari-El var med. Vi gik langsomt på de smalle stenede stier og nogle steder, var der ikke så skrækkelig langt hen til bjergkanten, hvor der var så langt ned til fast grund under fødderne, at tyngdeaccellerationen ville kunne nå, at få ens legeme op i så anséelig en hastighed, at jeg ikke turde tænke tanken til ende, og måske det var netop tyngden af angst og fantasier om resultatet af en sådan flyvetur, der gjorde at koncentrationen ikke var på sit højeste. I hvert fald snublede jeg der, hvor der var aller kortest afstand til afgrunden, omkring halvanden meter og allerede inden jeg nåede kanten, var jeg begyndt at svede angstens kolde sved. Jeg fik fat med hænderne i det løse grus, alt i mens ben og underkrop fortsatte ud i afgrunden. Jeg hang med albuerne ind over kanten og kunne se at Ari-El var ved at vende sig om. Det gjorde herre nas i overarmene at hænge der og det var umuligt at holde fast og imens jeg langsomt mistede taget i det løse grus, fløj alverdens personlige dommedagsbilleder gennem hovedet på mig og med ét havde jeg ikke fat i noget som helst.
Frit fald. I hvert fald et kort sekund for jeg mærkede at mine fødder ramte noget, som med lynets hast fortsatte op mod skridtet. Det var et træ og jeg forberedte mig på et sammenstød mellem denne gren og kronjuvelerne. På et split sekund bestemte jeg, at en evt. smerte i denne sammenhæng måtte være sekundær. Mirakuløst ramte træet lige nøjagtig, så det ikke gjorde ondt, men jeg tippede lidt til venstre og træet gled langs indersiden af mit højre ben og gjorde klar til at slippe sit tag i mig, da jeg pludselig, uvist hvorfor opdagede, at det her ku’ jeg rent faktisk dø af. Fuldstændig pr. refleks satte ugebladsøvelsen ind. Jeg kiggede simplethen ind i bevidsthedens dybder. Jeg mærkede dødsangsten lamme min overkrop. Mine arme og ben mistede al energi og jeg mistede fornemmelsen af tid. Jeg troede ikke mine egne sanser. Hang jeg her i ingenting og skulle jeg virkelig dø nu? Hvis jeg skulle kunne jeg jo ligeså godt bare kigge yderligere i dybden af mig selv, hvilket jeg gjorde. Jeg var ikke bange i normal forstand. Det var der ikke rigtig tid til, men angsten for at blive udslettet er åbenbart bare noget stort og uundgåeligt, der popper op indefra når man befinder sig i en umulig situation som denne. Tiden føltes som minutter og alligevel var jeg klar over, at der kun var tale om splitsekunder for træstammen var under mit knæ og jeg lå vel omtrent vandret i luften nu. Jeg kiggede stadig ind ad. Det var egentlig ikke noget jeg havde bestemt mig for. Det skete bare. Pludselig var der et enormt lysglimt. I et meget kort sekund forsvandt alting, og jeg mener virkelig alting. Bjerget var væk. Træet var væk. Angsten var væk. Jeg var vist også væk. Ok – jeg må være død allerede. Ikke noget at gøre ved det. Det var da ikke så slemt.
I mellem begge mine hænder var der pludselig et træ. Jeg må ha’ grebet ud efter det og fået fat i det inden mit ben var gledet af det. Jeg hang simpelthen, som de gør i tegnefilmene, i en gren halvanden meter under den kant, hvorfra jeg havde udført mit ubevidste selvmordsforsøg. Armene var strakte. Udsigten var fin. Jeg var ikke bange. Jeg var ikke engang bekymret for, om træet kunne holde. Jeg fik benene svinget op omkring træet og fik mig selv hevet op på oversiden af stammen. Det var ikke helt så let som det lyder og det tog vel et halvt minuts tid, inden jeg sad der og kiggede op alt i mens jeg holdt rigtig godt fast med hænderne og lænede mig imod klippen for at skabe så megen friktion, at jeg ikke skulle miste balancen. Herfra kunne de andre nå mig og Ari-El som jo var særdeles veltrænet, fik mig hevet op på dydens smalle sti igen. Han tog mig med et par meter frem, hvor der var plads til, at vi alle kunne være i sikkerhed uden risiko for at flere skulle tage turen. Indtil nu havde jeg egentlig taget det meget pænt synes jeg, men da vi sad og fik vejret begyndte jeg pludselig at ryste. Jeg havde også lyst til at græde både af sorg, fortvivlelse, glæde, lettelse og måske angst, men ikke rigtig nok til at det blev til noget. Jeg rystede bare. Jeg ved ikke hvor længe. Ari-El og Camelia sad på hver sin side af mig og Fru Madsen foran. Ari-Els enorme autoritet var tydelig og Camelias omhyggelige varme og nærhed, var ikke mindre fjern. Ah, tænkte jeg. Den hjertevarme er baseret på omhu. Tid, interesse og overskud til, at være omhyggelig med det der er. Det der er lige nu. Fantastisk evne. Rystelserne var ved, at aftage og jeg rejste mig langsomt op. Camelia tog om mig og gav mig en af de der knusere, der fik mig til at føle mig fuldstændig afklædt og uden forsvar – hvad skal man da osse med det…? Hvorefter Fru Madsen overtog. Hold kæft et nummer du lavede lige dér! Jeg blev da helt sindsygt forskrækket, sagde hun. Det vil jeg fandme’ ik’ se igen, kommanderede hun og jeg lovede at passe bedre på i fremtiden. Også for min egen skyld.
Jeg overlevede, men der var noget der døde, sagde jeg til Ari-El. Ja, sagde han på sin sædvanlige alvidende måde, det var angsten der døde. Og uvidenheden har heller ikke gode kår længere. Han smilede. Gad vide om han vidste det hele på forhånd… Jeg ville ikke vide det hvis han gjorde!